Planteværnsmidler, bekæmpelsesmidler, pesticider, sprøjtegifte

Kært barn har mange navne!

 

Her kan du læse om:

 

Hvorfor bruge planteværnsmidler?

Her får du en kort orientering om pesticider.

Svampemidler - fungicider

Ukrudtsmidler - herbicider

Skadedyrsmidler - insekticider

 

Hvorfor bruge planteværnsmidler?

"Almindelige" landmænd (også kaldet "konventionelle landmænd") må gerne bruge kemiske bekæmpelsesmidler til at beskytte kartoflerne mod angreb af skadegørere. Det er i øjeblikket den billigste og mest effektive måde til at sikre, at både udbyttet og kvaliteten af kartoflerne er i orden.

Uden bekæmpelsesmidler bliver udbyttet mindre, da landmanden for eksempel kan blive nødt til at aftoppe kartoflerne tidligt for at undgå at skimmel fra toppen breder sig til knoldene. Der skal også bruges mange arbejdstimer på at bekæmpe ukrudtet mekanisk. Dette betyder, at den økologiske landmand skal have en højere pris for sine kartofler for at have samme økonomi i dyrkningen som den konventionelle landmand. Så i den sidste ende er det den, der skal købe kartofler, der bestemmer hvilken slags kartofler der skal dyrkes mest af i Danmark – konventionelle eller økologiske.

Alle stoffer er potentielt skadelige. Kun mængden, man spiser eller udsættes for, afgør, om et stof er skadeligt.

Mange naturligt skabte stoffer er absolut skadelige – tænk på giften i rød fluesvamp, eller i klapperslanger eller pilegiftfrøer. De fleste ved også, at man ikke skal spise guldregn og liljekonvaller. Også de naturlige gifte kan være lumske – altså ikke bare give symptomer nu og her, så man kaster op og så videre – men også give længerevarende skade på lever og nyrer.

Det er nok umuligt at fremstille pesticider, der slet ikke har nogen negative virkninger på omgivelserne og miljøet. Man undersøger alle pesticider meget grundigt, inden de kommer i handelen, men der vil altid være en risiko. Det handler derfor om kun at bruge dem, når det er absolut nødvendigt. Alle, der skal arbejde med at sprøjte afgrøder med bekæmpelsesmidler, skal have et Sprøjtecertifikat. Det får man, hvis man består 4 prøver, der skal vise at man har forstand på det man laver. Der undervises i det på landbrugsskolerne i uddannelsen til Faglært landmand.

Her får du en kort orientering om pesticider.

Pesticidernes historie er faktisk utrolig spændende. Nogle er fundet ved et tilfælde, andre er lavet som kemiske efterligninger af naturlige forsvarsstoffer, som planter selv kan være i besiddelse af. Men de fleste er (desværre)fundet i forbindelse med forskning i stoffer, der kan være nyttige i forbindelse med krig og ødelæggelse.

Men det er alt sammen en anden historie – her skal du bare have nogle få facts.

De allerførste pesticider havde sædvanligvis en meget enkel virkning på det, de skulle bekæmpe: De sved eller ætsede skadevolderen, eller havde en generel giftig virkning overfor levende organismer, inklusive landmanden og måske endda forbrugeren!

De nyere pesticider er mere specialiserede. Man vil helst have midler, der slår skadevolderen, og ikke andet end den, ihjel.

Det er nemlig vigtigt, at naturen selv får lov at hjælpe landmanden. For eksempel ved alle, at mariehøns lever af bladlus. Derfor er det ikke smart at sprøjte med midler, der slår både mariehøns OG bladlus ihjel.

En del skadedyr kan faktisk blive angrebet af svampe. Så et svampemiddel bør kun have virkning på svampe, der kan gøre afgrøden syg. Desuden er der svampe og bakterier i jorden, som er nødvendige for at planterester på marken kan nedbrydes – ellers ville vi jo gå rundt i halm og stubrester til op over ørerne. Og der er specielle bakterier, der arbejder sammen med f.eks. ærteplanter om at optage kvælstof fra luften (det er derfor, at ærter ikke skal gødes med N). De må heller ikke generes med sprøjtemidler.

Svampemidler - fungicider

Der findes to hovedtyper af svampemidler:

Kontaktmidler, der lægger en beskyttende hinde omkring planten og forhindrer svampen i at trænge ind.

Systemiske midler, der trænger ind i planten og både kan bekæmpe et angreb, der er i gang, og forebygge mod nye angreb.

Da planten hele tiden vokser, vil midlets virkning ikke holde evigt. De fleste kontaktmidler bliver desuden skyllet af planten, hvis det regner. Og hvis ikke det regner, er man nødt til selv at vande kartoflerne, og så vaskes det også af. Derfor skal man som regel sprøjte flere gange.

Det værste er, at svampe som for eksempel Kartoffelskimmel, ret hurtigt kan lave sig om og blive resistente over for et middel, så der må findes et nyt.

Ukrudtsmidler - herbicider

Her findes der flere typer:

Der findes jordmidler, der virker på spirende ukrudtsfrø i jorden. Og der findes bladmidler, der skal ramme grønne plantedele for at virke. Bladmidlerne kan have kontaktvirkning eller systemisk virkning. Kontaktmidlerne virker kun hvor de rammer planten. Man kalder dem også svidningsmidler, fordi det som regel er sådan, de virker – de svider ukrudtet, der hvor det er ramt. Hvis ikke der er ramt nok, vokser planten bare videre. De systemiske midler kan trænge ind i ukrudtet og brede sig indvendig, så her er virkningen ofte mere sikker.

Når man sprøjter en afgrøde med ukrudtsmiddel er der altid en vis risiko for også at skade afgrøden – her skal man jo slå planter ihjel mellem andre planter. Så man skal sætte sig godt ind i, hvordan midlet skal bruges, og man skal undgå at vinden kan blæse noget af sprøjtemidlet over i læhegn, haver eller andre afgrøder. Det skal simpelthen være vindstille, når man sprøjter.

Desuden skal ukrudtet helst være meget småt. For at kunne vælge det rigtige ukrudtsmiddel, skal landmanden derfor kunne identificere ukrudt, der kun lige er spiret frem. Prøv det!

Skadedyrsmidler - insekticider

Man skulle måske tro, at det vigtigste ved skadedyrsmidler er at man rammer skadedyrene med sprøjtemidlet, så det kan trænge ind og slå dem ihjel. Men det er ikke så let. Hos mange biller vil midlet simpelthen prelle af på skjoldet. Og selv om huden for eksempel hos en bladlus er utrolig tynd, er den opbygget så kompliceret, at den nogen gange kan nå at uskadeliggøre midlet, inden det når ind hvor det kan gøre skade.

Men nu kender du snart remsen: der er kontaktmidler, og der er systemiske midler!

Kontaktmidlerne lægger en hinde på planten, som lugter eller smager så rædsomt, at insekterne ikke vil æde den, eller slår dem ihjel, hvis de gør det. Kontaktmidler er gode mod insekter, som vil bide af planten.

Det med, at midlet lugter grimt, er virkelig effektivt, da insekter har en formidabel lugtesans. I øvrigt er der en anden fordel ved det, nemlig når det handler om at beskytte honningbier mod skadedyrsmidler: Bierne vil søge til blomstrende marker, for eksempel af raps. Hvis man behandler marken uden for biernes flyvetid, lander de simpelthen ikke i marken dagen efter – de bremser hårdt op og vender om på grund af lugten og er således ikke i fare for at blive forgiftet.

Der findes også insekter, som f.eks. bladlus, der blot stikker et lille hul i planten og dernæst suger saften. Her er systemiske midler, der går ind i planten, det mest effektive.

De systemiske midler kan ikke bevæge sig nedad i planten. Derfor er skadedyr som f.eks. kartoffelål, der arbejder under jorden, næsten umulige at få ram på.