MIN DANSKE HISTORIE:

 

Huguenotter og kartoffeltyskere – hvordan kartoflen kom til Danmark.

Kartoflen blev ikke indført til Danmark af en dansker - tvært imod! Men hør nu her, hvordan det så gik til, at den besværlige knold kom her til landet.

Huguenotter

Opdyrkning af heden

Kartoffeltyskere

Utilfredse kolonister

Utilfredse naboer

Planerne smuldrer

Hvad andre mente om kolonisterne

Kartoflerne

Hvordan der for alvor kom gang i kartoffeldyrkningen

Men så gik det ned ad bakke for kartoflerne

Kartoflens fremtid i Danmark

 

Huguenotter.

I Frankrig opstod der omkring år 1600 en religiøs sekt, der kaldte sig Huguenotterne (også kaldet "de franske reformerte"). De blev med jævne mellemrum udsat for blodige forfølgelser fra katolsk side og rejste derfor ud for at finde fred til at leve som de ville. Med sig bragte de kartoflen.

En lille gruppe af Huguenotter kom til Fredericia omkring 1720. Hvor de slog sig ned, begyndte enkelte af deres naboer også at dyrke kartofler, men det var ikke noget, der virkelig greb om sig.

Men så skete der noget.

Opdyrkning af heden skal redde landet.

Omkring 1750 blev kongen (Frederik d. 5.) af ansvarsbevidste borgere i København opfordret til at sørge for opdyrkning af den jyske hede, som dengang lå i lyng og stort set kun blev brugt til fåreafgræsning. Man mente, at der her lå en umådelig ressource, der bare ikke var blevet udnyttet. Hvis den blev opdyrket, måtte den kunne brødføde tusindvis af mennesker – man kunne få et helt hertugdømme uden at gå i krig!

Fornuftigt nok sendte kongen et rejsehold til Jylland for at se på sagen. De vendte slukørede tilbage med den melding, at man ikke skulle forvente sig det helt store af at få dén elendige sandjord under plov.

17.gif (13899 byte)

Han tyggede på den besked et par år og besluttede så alligevel at gøre forsøget.

Af sin svoger, kongen af Preussen, havde han hørt om bestræbelserne for at få bønderne til at dyrke kartofler og dermed producere dobbelt så meget mad på samme areal som med de almindelige afgrøder. Han fik derfor den idé at slå få fluer med ét smæk - få opdyrket heden og få indført kartoflerne.

Kongen bad ikke imidlertid ikke danske landmænd om at gå i gang med at dyrke kartofler - det mente han, at de var aldeles uegnede til. Han kontaktede derimod sin agent i Frankfurt, Moritz, som han hed, og bad ham hverve "kolonister".

Moritz gik straks i gang og lavede blandt andet nogle store plakater, hvor han annoncerede efter tyske landmænd, der ville "kolonisere" heden. De skulle lokkes til med alle mulige goder, men alligevel regnede konge og regering med, at det ville være en god og billig investering.

09.gif (10796 byte)

Kartoffeltyskerne.

Hvad fik mon disse tyskere til at forlade deres hjem? Religionsfrihed var nok den væsentligste grund for de tyskere, der kom fra Pfalz. Protestanter var på det tidspunkt udsat for forfølgelse af et katolsk styre. Fattige kår og krigsuro var også en del at baggrunden for rejselysten. Og der var ingen vej tilbage - for der var i Pfalz udstedt forbud mod udvandring, så hvis de vendte hjem igen, ville de stå til straf.

07.gif (15383 byte)

De kolonister, der kom fra Hessen, havde måske knap så alvorlige problemer, men irriterende for en bonde måtte det være, at herremændene i Hessen-området så stort på at de ødelagde markafgrøderne, når de turede af sted på vilde jagter på hesteryg.

Og hvad var det så lige, at Moritz og kongen havde benyttet som lokkemiddel til at få dem til at vove rejsen til Danmark – hvad stod der på de store opslag?

 

Den danske konge søger kolonister:

Du får fri rejse til Danmark til dig selv og familien, samt

en gård med jord, dyr og udstyr

penge at starte op på

skattefrihed i 20 år

frihed for soldatertjeneste

Frederik Rex V

 

Denne opfordring virkede fantastisk godt – alt for godt.

13.gif (31602 byte)

I oktober 1759 kom en fortrop af tyske kolonister fra Pfalz og Hessen til Viborg, og i 1760 begyndte der så at myldre kolonister til Danmark.

Lige fra starten gik alt i kludder.

De lokale myndigheder i Danmark var ikke blevet informeret ordentligt om deres ankomst. Derfor var de lovede boliger og forsyninger slet ikke klar, og det gav naturligvis ballade fra starten. Vinteren nærmede sig; kolonisterne havde intet med sig og var desperate – hvad skulle de gøre? En stakkels embedsmand ved navn Hofmann, der skulle holde styr på de ankomne kolonister, skrev grædende til hvervningsmanden Moritz i Frankfurt:

" For Guds skyld, nådige herre, lad dem ej komme til Jylland! De 250 familier, der er her, giver os dag og nat så meget arbejde, at vi fast med skriverier og rejser er ganske udslæbte."

20.gif (16359 byte)

Staten måtte betale for kolonisternes "overvintring" i Viborg og Fredericia. Sommeren efter byggede kolonisterne hytter af tørv, og hen ad vejen blev der så opført huse.

Utilfredshed blandt kolonisterne.

Men kolonisterne var skuffede.

Utilfredsheden var allerede startet, da de kom til den danske grænse, og opdagede, at de selv skulle betale for rejsen resten af vejen. Man havde jo kun lovet dem rejsepenge til Danmark.

De opdagede også hurtigt, at jorden ikke var noget at råbe hurra for. Markerne var enten tørre og udsat for sandflugt eller fugtige og oversvømmede.

15.gif (25587 byte)

De huse, der i hast blev opført, havde utætte tage og fundamentet blev til mudder i regnvejr.

05.gif (19133 byte)

De penge, de var blevet lovet at leve for, indtil de havde afgrøder at sælge, lod vente på sig. De måtte fodre deres kreaturer med hø, der var lavet af marehalm og hjælme i stedet for af græs, og var ikke enige med embedsmændene i, at det måtte være et udmærket foder.

Mange truede med at forlade landet med det samme, men så holdt kongen selv en tale til dem, og de, der ikke ville aflægge troskabsed, blev udvist.

De, der svor eden, blev betragtet som desertører, hvis de herefter forlod gårdene. De følte sig fastlåste og bedragede og gjorde, hvad andre også har gjort efter dem: de blev så arrige, at de gjorde sig selv mere skade end gavn. For eksempel nægtede de nu at være med til at bygge de huse, de selv skulle bo i, således at de blev forsinkede i opførelsen - for de var jo blevet lovet, at der stod huse klar til dem. De røg uklar med håndværkerne og omegnens bønder og ikke mindst embedsmændene.

16.gif (16198 byte)

En amtmand skulle tale med nogle kolonister, der var utilfredse på grund af et byggeri, der var gået i stå på grund af mangel på sten:

"De forfulgte mig gennem byen, og op ad gaden vokste dette selskab så stærkt til og det med så høje råben og mundbrugen, at jeg stræbte for at komme væk fra dem, ikke desmindre forfulgte de mig lige til vognen, skønt jeg sagde, at jeg ikke ville tale med dem."

19.gif (24540 byte)

Utilfredshed blandt naboerne.

Bønderne i omegnen var ikke begejstrede for nytilflytterne. Kolonisterne kom og tog noget i besiddelse, som de danske hedebønder betragtede som deres. Og så ødslede staten oven i købet penge på det! På hver gård, der blev anlagt, stillede kongen for eksempel 2 stude, 1 vogn, 1 jernplov, 1 harve samt 1 jerngreb til rådighed.

Bønderne måtte give afkald på græsning, lyngslæt og skæring af lyngtørv til brændsel på de arealer, som kolonisterne skulle have. S Desuden blev bønderne beordret til gratis at køre træ, mursten og meget andet, som skulle bruges til kolonisterne, og oven i købet knurrede kolonisterne så, når de ankom med tingene, fordi der var for lidt. Kolonisterne lod deres sultne kvæg græsse på deres naboers marker, og kunne finde på at slå hårdt, hvis disse protesterede. Og kolonisterne blev forsynet med brønde og med skorstene på husene, mens de danske bønder selv måtte hente vand ved vandhuller og først fik skorstene på husene ca 50 år senere!

Desuden havde kolonisterne de særeste vaner. For eksempel drak de vin og spiste hvidt brød - hvad i alverden var der nu i vejen med godt dansk øl og rugbrød! Deres tøj var anderledes, deres skikke var anderledes, og deres sprog var det rene volapyk.

01.gif (18979 byte)

Så det var måske ikke så mærkeligt, at bønderne aldrig kunne hjælpe nytilflytterne - de havde ingen mad at sælge til dem, de havde ingen husrum til dem om vinteren.

Og heller ikke så mærkeligt, at kolonister og danske bønder jævnligt ligefrem op at slås.

04.gif (15877 byte)

I løbet af nogle år rejste mange af kolonisterne skuffede bort, og nogle udvandrede til Rusland.

Planerne smuldrer.

I 1763 indså myndighederne, at de store planer om opdyrkning af heden var gået op i røg. Man besluttede at sortere i kolonisterne: Man delte dem op i 5 grupper: dovne, uduelige , fordrukne, mådelige og gode. De, der ikke opfyldte betingelserne med at opdyrke jorden, blev udvist. Desuden satte man et par år efter en stopper for en stor del af hjælpen til kolonisterne, hvorefter flere forlod Alheden. Opdyrkningen af heden blev påbegyndt igen senere – men det er en anden historie.

I 1803 var det næsten forbi med de særlige goder til kolonisterne, og nu måtte de klare sig som alle andre borgere.

Integrationen af de tilbageværende kolonister gik langsomt. De kunne læse og skrive, hvilket endnu ikke var almindeligt blandt jævne folk i Danmark, og de sørgede hurtigt for skolestuer og undervisning af børnene. Men frem til 1845 blev der kun undervist på tysk i kolonisternes skoler, og sprogproblemerne var med til, at man holdt sig for sig selv.

06.gif (15928 byte)

Gradvist forsvandt alle kolonisternes oprindelige rettigheder og fra midten af 1950'erne var det helt slut - da forsvandt som det sidste et statsligt tilskud til lærerlønninger. Det blev slutningen på "kolonitiden".

I alt omkring 1000 tyskere blev hentet til Danmark fra Rhin-egnene og blev kolonister på hederne: nogle ved Flensborg, andre ved Kongenshus (Grønhøj) i nærheden af Viborg, ved Haurdal og i Randbøldal.

Tilbage i dag er der udenlandsk klingende stednavne og efternavne – og én ting mere: Det var kolonisterne, der lærte de jyske bønder kunsten at anlægge smukke haver.

Hvad mente andre om kolonisterne?

En præst skrev i 1839:

"Det var et ønske, at jyderne ville lære af de flittige kolonister: at begynde arbejdet med studene om sommeren ved dagbrud, fortsætte det til kl. 8, lade studene hvile og fodres under den hede tid af dagen, og så med dem gøre det andet beed, indtil nattens mørke afløste aftenskumringen. Arbejdsdyrene er vel tjente hermed, og folkene jo kunne erstatte den mangelende nattesøvn ved en længere middagssøvn."

Og han nævnte særligt kartoffelavlen:

" Ved denne sættes disse hedeboere i stand til ikke alene at kunne holde hornkvæg og får om vinteren, men også at føde de første hele sommeren igennem, da det sparsomme spergel hertil på ingen måde er tilstrækkelig. Sådant var vel værd at efterligne af alle hedeboere."

(Spergel er en meget hårdfør plante, som vi i dag betragter som ukrudt, men som tidligere blev dyrket på den allerringeste jord, da den kan gro selv i tørre somre.)

Kolonisterne måtte supplere de magre indtægter fra landbruget med andet arbejde. Mange af dem bandt strømper, andre vævede. Nogle udnyttede deres talent som handelsmænd.

En embedsmand skrev omkring 1860 om kolonisterne:

"Allerede som halvvoksne drenge er det ikke ualmindeligt, at sådanne om foråret sendes omkring i omegnen i længere eller kortere afstand fra hjemmet for at tiltuske sig lammeskind, som de derefter afsætter i større partier."

Det syntes han aldeles ikke om. Til gengæld roste han kolonisterne for at være "ædrueligere end andre bønder", og for at være stolte og selvstændige trods deres fattigdom.

Kartoflerne.

Det var lige før, at kartoflen blev helt væk i alle kolonistproblemerne, men i gang med dyrkningen kom man.

Læggekartofler til kolonisterne måtte jo importeres, og de kom med skib fra Hamborg til Hjerting og blev derfra kørt ud til kolonisterne. Og nu kunne deres arbejde begynde:

Før der kunne blive tale om at dyrke noget som helst på jorden, skulle heden var "brækkes". Det vil sige, at det al-lag (et cementhårdt lag af sand kittet sammen af jernforbindelser), som lå et stykke nede i jorden og forhindrede planterødderne i at gro, skulle brydes op. Denne arbejdsopgave var så stor og omfattende i sig selv, at den ikke skal beskrives her.

03.gif (15831 byte)

Når det var sket, skulle lyngen brændes af.

Herefter kunne man begynde at så nogle hårdføre afgrøder, der kunne forberede jorden til de mere sarte planter: første år såede man boghvede, dernæst såede man rug, og tredje år satte man kartofler.

Kartoflerne kunne give 6 fold på den magre hedejord, og det var betydelig mere, end man kunne opnå i andre afgrøder.

Kolonisterne solgte selvfølgelig mange kartofler og brugte også mange til foder til dyrene, men de spiste også mange selv.

En lækker og fin ret var kartoffelpandekager: revne rå kartofler, æg, løg, mel, salt og timian og så stegt på panden. I dag ville vi nok kalde det en sparemiddag, men hvis man ellers kun var vant til at spise almindelige kogte kartofler morgen, middag og aften, var det sikkert guf!

Den jyske hede i årstal:

Opdyrkningen af den jyske hede skyldes selvfølgelig ikke kun kartoffeltyskerne, men alligevel har du her nogle tal om heden:

1850

Den jyske hede udgjorde 11.000 km2, hvilket svarer til 38 % af Jyllands areal.

1881 4.700 km2
1896      3.400 km2
1929  2.300 km2
1961  1.100 km2

Hvordan der for alvor kom gang i kartoffeldyrkningen.

Noget af det, der måske for alvor gav stødet til kartoffeldyrkningen, var et par år med misvækst i kornet. Der var mangel på korn til at lave brød af, så der kunne ikke blive noget tilovers at lave brændevin af - men HURRA - her kunne kartoflen også bruges!

Simpel reklame er også altid en god ting:

I 1772 blev et skrift om kartoflens fortræffeligheder, Kartoflers Avl og Brug, uddelt gratis af Det Kongelige danske Landhusholdningsselskab i Norge, Danmark og Island. Selskabet sendte endda læggekartofler til Island, 16 tdr, som blev uddelt gratis og kom til stor nytte.

Allerede i 1771 udsatte selskabet præmier på 5, 10 og 20 rigsdaler til den landmand i Norge, der kunne avle ikke mindre end 5, 10 og 15 tønder gode og melrige kartofler. I Danmark tog man det lidt mere roligt, da man her normalt kunne avle meget korn og endda have overskud til eksport. Men i stigende grad fik man øje på kartoflens mange anvendelsesmuligheder, og man lavede mange forsøg og konkurrencer.

Landhusholdningsselskabet blev ved med at støtte kartoflen, som det blandt andet ses af nedenstående uddrag af landmands-almanakken fra 1791, hvor man endda anbefaler, at det bliver mændenes arbejde at skrælle kartofler!!!:

Almanakken 1791:

Niende fortsættelse af ekonomiske Anmærkninger fra det

Kongel. Landhuusholdnings-Selskab

Om kartofler

Kartofler eller potatoes er i året 1585 af engelænderne først bragte til Europa fra America. Af alle forskiellige slags kartofler er en middel-sort af de hvide de bedste. De mindste, eller de man kalder kastaniekartofler, ere vel de meest velsmagende, men bære ikke meget. De store, eller saakaldte engelske, bære vel meget, men ere temmelig tørre, dog ere de ogsaa god at spise. Til pudder eller stivelse ere disse meget gode.

Den bedste og simpleste måde, at anvende kartofler i huusholdningen er uden tvivl denne: At vaske dem først og skrælle dem saa tyndt som mueligt, siden kaage dem i salt vand eller madsuppe, indtil de blive saa møre, at de læt lade sig gennemstikke med en gaffel, derpaa helde vandet fra dem, og komme lidet smør eller i mangel deraf madfit, paa dem, lade dem saa staae lidet paa en sagte ild eller gløder, hvorefter de meget got lade sig spise til salt kiød eller flesk. Til alle slags fisk, saavel fersk som tør og saltet, ere de ligeledes overmaade gode, når man har lidt sennup eller smør dertil.

Paa ovennævnte maade træde kartoflerne i brødets sted, da man til slige retter bruger lidte eller intet brød, naar man har nok af kartoflerne. Ud i Holland, hvor denne måde at tillave kartofler er almindelig, er det mandfolkenes arbeyde om aftenen at skrælle dem, maaskee det og kunde komme i brug hos os.

Landhusholdningsselskabet kendte godt alle de fordomme der var om kartoflen:

I Norge forlød det for eksempel om spisning af kartofler:

man bliver usund og skabet!
de fremkalder stærke sanselige lyster!
de gør, at konerne kommer for hastig i barselseng!
de strider mod religionen!

Desuden ville tjenestefolkene ikke arbejde i kartoffelmarkerne, sikkert fordi man blev så snavset.

Men der var også andre problemer:

Mangel på markfred og gødning gjorde det besværligt at dyrke kartofler.

Med "markfred" menes ganske enkelt, at man sørgede for at markerne fik fred for de husdyr, der ellers fik lov til at rode rundt efter føde, når først kornet var høstet i august. Dyrene blev simpelthen sluppet løs, og det gik jo ikke i kartoffelmarkerne, der først skulle høstes i september-oktober! Så hvis naboerne ikke var med på at holde dyrene væk, måtte man selv til at hegne markerne.

I en gammel årbog om Århus Amt fra 1827 står der:

"Kartoffelavlen udbreder sig mere og mere. Med markfreden går det endnu kun slet... man må imidlertid håbe, at det vil blive bedre; der kommer efterhånden flere og flere, som påskønne værdien af markfred. Man vænner sig til at overholde den for een nabo, man lærer da og at finde sig deri, når en anden nabo forlanger den; man ser hvor megen nytte disse have deraf.. Kartoffelavlen i marken vil uden tvivl gøre folk opmærksomme på dens rigtighed."

Gødning var der kun en slags af den gang, nemlig husdyrgødning. Ja, man havde altså også latrin, men det blev nok ikke lige brugt til kartoffelmarkerne! Der er beretninger om, at kolonister gik fra Grønhøj til Viborg med trillebør for at hente møg til kartoflerne.

14.gif (29481 byte)

På trods af besværlighederne var kartoflen dog i begyndelsen af 1800-tallet dyrket i det meste af Danmark, selv om det var i lille målestok.

10.gif (14503 byte)

Men en økonomisk krise fra 1818 til 1828 gav kartoffeldyrkningen et gevaldigt skub fremad

Efterhånden blev det moderne at spise kartofler, og de afløste en del af den føde, der før havde været almindelig: grød, brød, stuvet kål, stuvet kål og stuvet kål! Mange steder spiste man kartofler 3 gange om dagen; kogte, stegte, mosede eller stuvede.

12.gif (18523 byte)

Faktisk fik kartoflerne også indflydelse på servicet: før havde man klaret sig med en kniv og en ske, men nu kom gaflen til.

I mange år var det almindeligt at sætte kartoffelfadet midt på bordet, hvorefter alle så langede til med hver sin gaffel. Og da kartoflen alene kunne være lidt tør, måtte der også dyppelse til – sovsen blev kartoflens trofaste makker.

Nu gik arealet nogenlunde støt og stabilt fremad. Det gik tilbage, da Danmark som Irland og andre lande i Europa blev ramt af kartoffelskimmelen 1846-47, men kom hurtigt op igen og fortsatte med at stige lige til slutningen af 1940’erne, hvor arealet var oppe på 138.000 ha. Som altid havde kartoflen vist sin berettigelse i krigstider!

 

Men så gik det ned ad bakke med kartoflen.

I løbet af 1950’erne gik det fremad med økonomien i det danske samfund. I 1960’erne fik familien Danmark råd til at tage på charterferie, og man opdagede, at der fandtes andet end kartofler – ja, at man i nogle lande sydpå dårligt nok så ud til at kende kartoflen!

Man fik råd til at købe ris, makaroni, nudler og spaghetti (den gang hed det ikke pasta endnu), der havde den fordel, at de ikke skulle skrælles. Og det var vigtigt, for nu løb mor nemlig skrigende væk fra komfuret og ud på arbejdsmarkedet, og så var der ikke så meget tid til madlavningen. Det var nemlig desværre aldrig rigtig blevet moderne, at det var FAR, der skulle skrælle kartoflerne..

Desuden blev det moderne at være tynd som en ål. Og pludselig pegede anklagende fingre på kartoflen: den var FEDENDE!

Det har taget kartoflen mange år og mange forsøg at slippe af med det rygte. Langt om længe fandt man dog ud at, at det nok var den trofaste brune sovs med stegefedt, der havde skylden – men da var forbrugerne for længst blevet vant til, at man kunne lave mad uden at få sine pæne hænder i kontakt med vand og måske JORD!

Til gengæld var man dog blevet begejstret for forskellige kartoffelsnacks:

Franske kartofler var i mange år den eneste slags chips, man kendte, og de har altid været populære især blandt børn og unge. I takt med, at de unge fik flere penge mellem hænderne, og producenterne begyndte at målrette chips-reklamerne til dem og finde på smarte navne til chipsene, eksploderede salget nærmest. (Og det har nok ikke været til fordel for den slanke linie!)

Kartoflens fremtid i Danmark.

I løbet af de seneste år er der sat mange ting i værk for at styrke kartoflens position.

I 1990’erne tog Grindsted Landbo- og Husholdningsskole initiativ til kurser for grøntdisponenter om kartoflens rette pleje i butikkerne. Samme skole udgav i 1997 idékataloget Kartoflen vender tilbage, som har været en stor succes på folkeskolerne, og som delvis ligger til grund for Kartoflens Hjemmeside. I 1999 arrangerede skolen Den STORE Kartoffeldag, som tiltrak ca 2000 besøgende. Alle initiativerne blev støttet af Kartoffelafgiftsfonden.

I 1996 blev Otterup Kommunes Kartoffellaug stiftet med det formål at bringe spisekartoflen tilbage på det nationale spisekort ved at udbrede kendskabet til kartoflen og dens anvendelsesmuligheder, samt at arbejde for, at kvalitet og smag forbedres gennem optimale dyrknings-, transport- og opbevaringsforhold.

Til støtte for denne store opgave dannede man i 1998 Danmarks Kartoffel Råd, som gennem en slagkraftig, koordineret og samlet indsats på såvel nationalt som internationalt igen vil bringe den trængte kartoffel til ære og værdighed.

Rådet har påtaget sig protektoratet for Danmarksmesterskabet i dyrkning af frilandskartofler. og Danmarksmesterskabet i kartoffelopskrifter for såvel ikke-professionelle som professionelle kokke- d.v.s. de bedste kartoffelopskrifter, skabt af ikke-professionelle kokke.

Derudover har Danmarks Kartoffel Råd taget initiativ til at gøre Valdemarsdag - den 15. juni - til Hele Danmarks Kartoffeldag. Hvert år opfordres alle kommuner i Danmark til at sørge for, at vore medborgere på pleje- og alderdomshjem får serveret friskopgravede, nykogte danske frilandskartofler. Mange små kartoffellaug har siden, blandt andet i Grindsted, bakket op om dette tiltag.

Danmarks Kartoffel Råd har sammen med Otterup Kommunes Kartoffellaug taget initiativ til Danmarks Kartoffel Museum på Hofmannsgave, som åbnede i maj 2000.

Indtil videre er Kartoflens Hjemmeside det nyeste led i arbejdet med at sikre kartoflens rødder i den danske forbrugers bevidsthed.

Vil det lykkes? Selvfølgelig!