MIN EUROPÆISKE FORTID

Kartoflen kommer til Europa
Den smager grimt, og den har mystiske kræfter!
Men I har altså at spise den alligevel!
Kartoflen i Irland - på godt og ondt
Kartoflen kom da også til Danmark!
Kartoflen på forsiden af Ekstrabladet
Kartoflen i poesien

Kartoflen kommer til Europa

En dag i slutningen af 1560 ´erne vuggede kartoflen ombord på et af Pizzaros krigsskibe ind i en spansk havn. Og så begyndte balladen.

Kartoflen blev ellers af spanierne beskrevet som "melede rødder med en god smag, en gave for de indfødte og en behagelig ret selv for spaniere." 

Den smager grimt, og den har mystiske kræfter!

Nu er det jo sådan, at parmesan smager bedst i Italien og Retsina bedst i Grækenland – måske smagte kartoflen bedst i Sydamerika! I hvert fald var der absolut delte meninger om kartoflens smag og hele berettigelse. 

Visse af fordommene har man en forklaring på: Der fulgte ikke brugsanvisning med knoldene. Efter som hovedparten af menneskeføden på det tidspunkt groede over jorden, var der basis for misforståelser. En af misforståelserne var endda kongelig: Elizabeth den  1.' s kok troede, at det var stænglerne, der skulle spises, og serverede dem kogt. Kartoflen faldt herefter i unåde.

Lynhurtigt bredte der sig en række besynderlige forestillinger og overtro med kartoflen som udgangspunkt. Om det skyldes dens lejlighedsvise giftighed vides ikke, men et bredt udpluk af mærkværdighederne tyder på det:

På Sicilien stak man et papir med navnet på en uønsket person i den, og inden en måned ville personen dø.

I Skotland ville man ikke dyrke den, da den ikke var nævnt i bibelen. Heri var russiske bønder enige, i hvert fald kaldte de den for Djævleæble og betragtede den som uren og ukristelig, selv efter at Peter den Store serverede den ved de kejserlige banketter – eller måske netop derfor!

I Holland fjernede man vorter ved at gnide dem med en skive af en STJÅLEN rå kartoffel.

Og herudover kunne den kurere spedalskhed, øge potensen og frugtbarheden, hjælpe mod lumbago og gigt, solskoldning og ondt i halsen.

Det korte af det lange: FANTASIEN var stor, men den almindelige befolkning lod sig ikke godvilligt overbevise om kartoflens værdi som fødemiddel.

Men I har altså at spise den alligevel!

Fremsynede politikere havde imidlertid luret, at kartoflens høje ydeevne kunne skaffe befolkningen brød på bordet, så at sige. Og ville de ikke høre, måtte de føle:

Frederik d 1. befalede sine undersåtter at dyrke den, under trusler om afskæring af næser og øren.

Franskmændene måtte snøres på mere underfundig vis: Parmentier satte vagt omkring hoffets kartoffelmarker, så det så ud, som om det var kostelige sager. Vagterne blev fjernet om natten – det samme blev kartoflerne lige så stille.

Mest effektiv for kartoflens udbredelse blev hungersnød og krige i 1700-tallet. Her blev kartoflen taget til nåde, og dyrkningen bredte sig hastigt. Af nød eller af lyst? Hvem ved. Men grunden blev lagt til en gruelig katastrofe.

Kartoflen i Irland - på godt og ondt

I det grønne Irland blev kartoflen umådelig populær – i hvert fald blandt de engelske godsejere. Ikke at de spiste den i større mængder – det lod de de irske bønder om. I 1780 spiste en gennemsnitsirer næsten 4 kg kartofler om dagen. Kendte de mennesker da ikke til mådehold? Jo – men eftersom stort set alle andre afgrøder blev sendt ekspres til England, måtte de jo tage, hvad der blev tilbage, og hvad der kunne give mest føde fra deres egne små jordlodder: kartoflen.

I Inkaernes gamle land trivedes stadig en mangfoldighed af forskellige kartofler. Men kun nogle få af dem var nået til Europa – og endnu færre, måske kun én type, til Irland. Midt i 1800 tallet kom der nogle år med syndfloder af vand. Meget kan en knold klare -–men livet i den kvæles under vand. Og med vandet kommer også gode forhold for en luftbåren snylter, hvis smitte kan blæse med vinden kilometer omkring: kartoffelskimmelen.

Dette var den værste ulykke i Irland siden den Sorte Død i middelalderen. 1½ million irere døde af sult – lige så mange emigrerede til Amerika.

Kartoflen vender hjem - næsten da

Med emigranterne kom  kartoflen tilbage til Amerika; til Nordamerika, den ny verden, som den blev kaldt af dem, der ikke boede der i forvejen.

I USA var de irske emigranter så tæt forbundne med kartoflen, at i Boston blev politifolk af irsk oprindelse kaldt for "de blå kartofler" – af en eller anden grund ikke en betegnelse, der lyder særlig positiv! Herhjemme er det jo en helt anden sag: her forbindes blå kartofler med hof-middage, og man udveksler adresser på nogle, som vist nok måske kan skaffe de eftertragtede læggeknolde, så man selv kan få kartofler på bordet, hvis farve står godt til det musselmalede. (Desværre er smagen lidt bleg.)

Kartoflen kom da også til Danmark!

Mon ikke mange danskere mener, at kartoflens hjemland i dag er netop her: I Danmark, hvor folk går rundt med kartoffeltud og taler som om de har kartofler i munden; de bor ude bag den 7. kartoffelrække, og de holder kartoffelferie og har engang haft nogle indvandrere, som hed kartoffeltyskere. Nogle påstår endda, at det var disse indvandrere, der lærte danskerne at dyrke og spise kartofler – men sådan er der jo så meget. Og for øvrigt er emnet indvandrere en temmelig varm kartoffel!

I Danmark fik kartoflen en glødende tilhænger:

Hr Jacob Kofoed Trojel, residerende kapellan for Vissenbjerg i Fyhn.

Han var helt bidt af en gal kartoffel, og formulerede det på denne måde: "Den fremmede frugt kartofler, fortjener vist nok, formedelst dens frugtbarhed og mangfoldige nytte, landmandens opmærksomhed."

Det kgl danske Landhusholdningsselskab, som i 1772 udgav hans Afhandling om Kartoflers Avl og Brug, "rekommanderer i øvrigt sin hensigt med denne afhandling, som med sine øvrige bestræbelser, til sine medborgeres patriotiske tænkemåde og nidkjærhed"! Og det var ikke tomme ord, for selskabet lod afhandlingen uddele PR i det meste af Norden.

Det er også en imponerende afhandling, for selv om selve hæftet er ganske lille, er der næsten ikke det emne om kartofler, han ikke er inde på.

Han kender forskellige sorter, deres stærke og svage sider mht. udbytte, form og kvalitet; han ved hvad jord, der skal til, hvor dybt de skal lægges, at de aldrig må lægges i regnvejr og kulde, og hvor følsomme de er for beskadigelser.

Og han er med på den nyeste teknik: en plov til hypning, "som meget hastigere og med beskeden bekostning kan hyppe kartoflerne bedre end en hakke".

Kartoflen på forsiden af Ekstrabladet

Den dag i dag kan kartoflen bringe folks temperament i kog. I perioder flyder avisernes læserbrevsspalter over med læsernes uhyrlige og rystende oplevelser ved køkkenbordet:

Kartoflen er stødt - såret - sort - rådden - for fast - koger ud – og så er den i øvrigt for dyr!

Få afgrøder kan som den give landmanden smæk for skillingen: der er kontant afregning for dårlig opførsel og dårligt landmandskab.

For godt nok er kartoflen stadig udbytterig, men den er kommet i huset hos et folk, hvis behov ikke bare er at få fyldt mavesækken, hvis smag er kræsen og hvis tid er kostbar, og hvis viden om, hvordan man omgås kartoflen, den levende knold, der gemmer solens livskraft, er minimal. Og den er højt forædlet og mere sårbar end sine vilde slægtninge, der heldigvis stadig lever i Inkalandet og af og til leverer sunde gener til den lidt sartere emigrant.

Kartoflen i poesien

Kartoflen har et meget poetisk latinsk navn: Solanum tuberosum, Natskyggen med knoldene.

Den har igennem tiden inspireret flere forfattere, og her er et lille eksempel:

Digteren Hans Hartvig Seedorf skrev visen TANKER OM GENOPSTANDELSEN, som der her er et uddrag af:

En skal genopstå som rose, en som lilje - en skal finde sig som kløver i en lo.

En skal dufte for de døde, en skal genopstå som føde

og med velbehag forsvinde i en ko.

Men i hvad, der end kan hænde, mine venner -

vil jeg bede til det forsyn, der er mit:

Lad mig spire i en ager, nok så lille, nok så mager -

blot jeg genopstår engang som akvavit!

Kan det siges smukkere, oven i købet uden at nævne ordet kartoffel…