Tips til arbejde med den muntre kartoffel

 

I den muntre kartoffel ligger ideer til at anvende kartoflen til alt mulig andet end at spise. I øvrigt kunne man faktisk godt lave en kombination - udskårne kartoffelfigurer kan jo bages i ovnen eller friturekoges.

Det sviner en del, når man arbejder med rå kartofler, hvilket planlægningen må tage højde for.

Man kan jo f.eks. også bruge de kreative evner til at lave PR  for kartoflen - måske er det lokale supermarked med på idéen! Så kan der i dansktimerne arbejdes med at lave gode slogans, og derefter laves flotte plakater, kæmpe papmaché-kartofler eller andet som blikfang til butikken. Fantasien har som bekendt ingen grænser.

Forslag til gode kartoffel-slogans:

Har du lyst til at solde - køb nye danske knolde!
Rigtige mænd gider ikke mere pasta..
Hellere mos end ris..
Køb gode kartofler her - de andre er grønne af misundelse..
5 kartofler om dagen gi'r ingen fedt på bagen..

Der kan iøvrigt laves flotte borddekorationer med knolde med guld-spray, og bordkort-holdere af kartofler.

Nogle kartoffelsange er der også blevet plads til. Og man kunne jo digte én selv!

Så værs'go' at slippe fantasien løs.